Byzantinske Rige: Makedonsk dynasti

Det fotiske skisma var et fireårigt (863-867) skisma mellem bispesæderne i Rom og Konstantinopel.Spørgsmålet drejede sig om den byzantinske kejsers ret til at afsætte og udpege en patriark uden godkendelse fra pavedømmet.I 857 blev Ignatius afsat eller tvunget til at træde tilbage som patriark af Konstantinopel under den byzantinske kejser Michael III af politiske årsager.Han blev erstattet året efter af Photius.Paven, Nicholas I, protesterede på trods af tidligere uenigheder med Ignatius mod, hvad han anså for den upassende afsættelse af Ignatius og ophøjelsen af ​​Photius, en lægmand, i hans sted.Efter at hans legater overskred deres instruktioner i 861 ved at attestere Photius' ophøjelse, ændrede Nicholas deres beslutning i 863 ved at fordømme Photius.Situationen forblev den samme indtil 867. Vesten havde sendt missionærer til Bulgarien .I 867 indkaldte Photius et råd og ekskommunikerede Nicholas og hele den vestlige kirke.Samme år tilranede den højtstående hofmand Basil I sig den kejserlige trone fra Michael III og genindsatte Ignatius som patriark.

Basil I blev en effektiv og respekteret monark, der regerede i 19 år, på trods af at han var en mand uden formel uddannelse og ringe militær eller administrativ erfaring.Desuden havde han været den gode følgesvend for en udsvævende monark og havde opnået magt gennem en række beregnede mord.At der var ringe politisk reaktion på mordet på Michael III, skyldes sandsynligvis hans upopularitet hos bureaukraterne i Konstantinopel på grund af hans uinteresse i det kejserlige kontors administrative opgaver.Også Michaels offentlige udfoldelser af ugudelighed havde fremmedgjort den byzantinske befolkning generelt.Da Basil først var ved magten, viste han snart, at han havde til hensigt at regere effektivt, og allerede ved sin kroning udviste han en åbenlys religiøsitet ved formelt at dedikere sin krone til Kristus.Han bevarede et ry for konventionel fromhed og ortodoksi gennem hele sin regeringstid.

Den frankiske kejser Ludvig II førte kontinuerligt kampagne mod Emiratet Bari fra 866 til 871. Ludvig var allieret med langobarderne i det sydligeItalien fra starten, men et forsøg på fælles aktion med Det Byzantinske Rige mislykkedes i 869. I den endelige belejring af byen Bari i 871, blev Louis assisteret af en slavisk flåde fra den anden side af Adriaterhavet.Byen faldt, og emiren blev taget til fange, hvilket bragte emiratet til ophør, men en saracensk tilstedeværelse forblev i Taranto.Louis blev selv forrådt af sine langobardiske allierede seks måneder efter sin sejr og måtte forlade det sydlige Italien.

Kejser Basil's regeringstid var præget af den besværlige igangværende krig med de kætterske paulikere, centreret om Tephrike på det øvre Eufrat, som gjorde oprør, allierede sig med araberne og plyndrede så langt som til Nikæa og plyndrede Efesos.Paulicierne var en kristen sekt, som – forfulgt af den byzantinske stat – havde etableret et separat fyrstedømme ved Tephrike på Byzans østlige grænse og samarbejdede med de muslimske emirater i Thughur, det abbasidiske kalifats grænselande, mod imperiet.I slaget ved Bathys Ryax vandt den byzantinske anført af Basils general Christopher en afgørende sejr, hvilket resulterede i den pauliske hærs styrt og dens leder, Chrysocheirs død.Denne begivenhed ødelagde den pauliciske stats magt og fjernede en stor trussel mod Byzans, hvilket indvarslede selve Tephrikes fald og annekteringen af ​​det pauliciske fyrstedømme kort efter.

Det lykkedes general Nikephoros Phokas (den Ældre) at tage Taranto og store dele af Calabrien i 880. Succeserne på den italienske halvø åbnede en ny periode med byzantinsk dominans der.Frem for alt begyndte byzantinerne at etablere en stærk tilstedeværelse i Middelhavet, og især Adriaterhavet.

Leo VI, kaldet Den Vise, var meget vellæst, hvilket førte til hans epitet.Under hans regeringstid fortsatte renæssancen af ​​breve, påbegyndt af hans forgænger Basil I;men imperiet oplevede også flere militære nederlag på Balkan mod Bulgarien og mod araberne på Sicilien og Det Ægæiske Hav.Hans regeringstid var også vidne til den formelle afbrydelse af adskillige gamle romerske institutioner, såsom det separate kontor for romersk konsul.

Basilikaen var en samling af love afsluttet ca.892 e.Kr. i Konstantinopel efter ordre fra den byzantinske kejser Leo VI den Vise under det makedonske dynasti.Dette var en fortsættelse af hans fars, Basil I's, bestræbelser på at forenkle og tilpasse kejser Justinian I's Corpus Juris Civilis lovkodeks udstedt mellem 529 og 534, som var blevet forældet.Udtrykket "Basilika" kommer fra græsk: Τὰ Βασιλικά betyder "kejserlige love" og ikke fra kejser Basil's navn, som dog deler etymologien "kejserlig".

I 894 overbeviste Stylianos Zaoutzes, ledende minister for Leo VI, kejseren til at flytte det bulgarske marked fra Konstantinopel til Thessaloniki.Dette skridt påvirkede ikke kun private interesser, men også Bulgariens internationale kommercielle betydning og princippet om byzantinsk-bulgarsk handel, reguleret med traktaten af ​​716 og senere aftaler om den mest begunstigede nation.Overførslen af ​​det bulgarske marked til Thessaloniki afbrød den direkte adgang til varer fra øst, som bulgarerne under de nye omstændigheder skulle købe gennem mellemmænd, som var nære medarbejdere til Stylianos Zaoutzes.I Thessaloniki blev bulgarerne også tvunget til at betale højere told for at sælge deres varer, hvilket berigede Zaoutzes' kumpaner.Fordrivelsen af ​​købmændene fra Konstantinopel var et hårdt slag for bulgarske økonomiske interesser.Købmændene klagede til Simeon I, som på sin side rejste spørgsmålet til Leo VI, men appellen blev efterladt ubesvaret.Simeon, som ifølge de byzantinske krønikeskrivere søgte et påskud for at erklære krig og gennemføre sine planer om at erobre den byzantinske trone, angreb, hvilket provokerede, hvad der nogle gange (upassende) er blevet kaldt den første kommercielle krig i Europa.

I 894 udbrød en krig mellem Bulgarien og Byzans efter kejser Leo VI den Vises beslutning om at gennemføre en anmodning fra hans svigerfar, basileopater Stylianos Zaoutzes, om at flytte centrum af Balkans handelsaktiviteter fra Konstantinopel til Thessaloniki, viste sig at medføre højere told på bulgarsk handel.Så Bulgariens zar Simeon I besejrer byzantinerne nær Adrianopel, inden året er omme.Men så vender byzantinerne sig til deres standardmetode til at håndtere sådanne situationer: de bestikker en tredjepart for at hjælpe, og i denne sag hyrer de magyarerne fra Etelköz-staten til at angribe Donau Bulgarien fra nordøst.Magyarerne krydser Donau i 895 og sejrer over Bulgarerne to gange.Så Simeon trækker sig tilbage til Durostorum, som han med succes forsvarer, mens han i løbet af 896 finder hjælp til sin side, og overtaler de normalt byzantinsk-venlige pechenegere til at hjælpe ham.Så, mens pechenegerne begyndte at bekæmpe magyarerne på deres østlige grænse, samler Simeon og hans far Boris I, den tidligere zar, der forlod sit klostertilbagetog for at hjælpe sin arving i anledningen, en enorm hær og marcherer mod nord for at forsvare deres kloster. imperium.Resultatet var en stor bulgarsk sejr, som tvang magyarerne i Etelköz-riget til at forlade stepperne i det sydlige Ukraine .Sejren tillod Simeon at føre sine tropper mod syd, hvor han afgørende besejrede byzantinerne i slaget ved Boulgarophygon.

Slaget ved Boulgarophygon blev udkæmpet i sommeren 896 nær byen Bulgarophygon, moderne Babaeski i Tyrkiet, mellem det byzantinske imperium og det første bulgarske imperium .Resultatet var en udslettelse af den byzantinske hær, som afgjorde den bulgarske sejr i handelskrigen 894-896.På trods af de indledende vanskeligheder i krigen mod magyarerne , der optrådte som byzantinske allierede, viste slaget ved Boulgarophygon sig at være den første afgørende sejr for den unge og ambitiøse bulgarske hersker Simeon I mod det byzantinske imperium.Simeon ville fortsætte med at påføre byzantinerne en række nederlag i jagten på sit ultimative mål, tronen i Konstantinopel.Fredsaftalen, der blev underskrevet som et resultat af slaget, bekræftede det bulgarske herredømme på Balkan.

Plyndringen af ​​Thessalonika i 904 af det abbasidiske kalifats flåde var en af ​​de værste katastrofer, der ramte Det Byzantinske Rige under Leo VI's regeringstid og endda i det 10. århundrede.En muslimsk flåde på 54 skibe, ledet af den frafaldne Leo af Tripoli, som for nylig var konverteret til islam, sejlede fra Syrien med den kejserlige hovedstad Konstantinopel som sit oprindelige mål.Muslimerne blev afskrækket fra at angribe Konstantinopel og vendte sig i stedet til Thessalonika, hvilket totalt overraskede byzantinerne, hvis flåde ikke var i stand til at reagere i tide.Abbasiderne dukkede op, og efter en kort belejring, der varede mindre end fire dage, var angriberne i stand til at storme murene mod havet, overvinde thessalonikernes modstand og indtage byen den 29. juli.Fyringen fortsatte i en hel uge, før angriberne rejste til deres baser i Levanten, efter at have befriet 4.000 muslimske fanger, mens de fangede 60 skibe, opnåede en stor mængde bytte og 22.000 fanger, hovedsagelig unge mennesker, og ødelagde 60 byzantinske skibe i processen. .

Leo VI forårsagede en stor skandale med sine talrige ægteskaber, som ikke formåede at producere en legitim arving til tronen.Hans første kone Theophano, som Basil havde tvunget ham til at gifte sig med på grund af hendes familieforbindelser til Martinakioi, og som Leo hadede, døde i 897, og Leo giftede sig med Zoe Zaoutzaina, datter af hans rådgiver Stylianos Zaoutzes, selvom hun også døde i 899.Efter Zoes død var et tredje ægteskab teknisk set ulovligt, men han giftede sig igen, blot for at få sin tredje kone Eudokia Baïana til at dø i 901. I stedet for at gifte sig en fjerde gang, hvilket ville have været en endnu større synd end et tredje ægteskab (ifølge Patriark Nicholas Mystikos) Leo tog som elskerinde Zoe Karbonopsina.Han giftede sig med hende først, efter at hun havde født en søn i 905, men pådrog sig patriarkens modstand.Ved at erstatte Nicholas Mystikos med Euthymios fik Leo sit ægteskab anerkendt af kirken (omend med en lang bod tilknyttet, og med en forsikring om, at Leo ville forbyde alle fremtidige fjerde ægteskaber).

Den russisk-byzantinske krig i 907 er i Primary Chronicle forbundet med navnet Oleg af Novgorod.Kronikken antyder, at det var den mest succesrige militæroperation af Kievan Rus ' mod det byzantinske imperium.Truslen mod Konstantinopel blev i sidste ende løst af fredsforhandlinger, som bar frugt i den russisk-byzantinske traktat af 907. I henhold til traktaten betalte byzantinerne en hyldest på tolv grivnaer for hver russ båd.

I 906 lykkedes det admiral Himerios at score sin første sejr over araberne.En anden sejr fulgte i 909, og i det næste år ledede han en ekspedition på den syriske kyst: Laodikea blev plyndret, dets bagland plyndret, og mange fanger taget til fange med minimale tab.

Den byzantinske- bulgarske krig i 913-927 blev udkæmpet mellem det bulgarske imperium og det byzantinske imperium i mere end et årti.Selvom krigen blev fremkaldt af den byzantinske kejser Alexanders beslutning om at stoppe med at betale en årlig hyldest til Bulgarien, blev det militære og ideologiske initiativ holdt af Simeon I af Bulgarien, som krævede at blive anerkendt som zar og gjorde det klart, at han havde til formål at erobre ikke kun Konstantinopel, men også resten af ​​det byzantinske rige.

Det meste af hans regeringstid var domineret af medregenter: fra 913 til 919 var han under sin mors regentskab, mens han fra 920 til 945 delte tronen med Romanos Lekapenos, hvis datter Helena han giftede sig med, og hans sønner.Konstantin VII er bedst kendt for Geoponika, en vigtig agronomisk afhandling udarbejdet under hans regeringstid, og hans fire bøger, De Administrando Imperio, De Ceremoniis, De Thematibus og Vita Basilii.

Da Leo døde i 912, blev han efterfulgt af sin yngre bror Alexander, som mindede om Nicholas Mystikos og fordrev Zoe fra paladset.Kort før sin død provokerede Alexander en krig med Bulgarien .Zoe vendte tilbage efter Alexanders død i 913, men Nicholas tvang hende til at gå ind i klosteret St. Euphemia i Konstantinopel efter at have fået løftet fra senatet og gejstligheden om ikke at acceptere hende som kejserinde.Imidlertid svækkede Nicholas' upopulære indrømmelser til bulgarerne senere samme år hans position, og i 914 var Zoe i stand til at vælte Nicholas og erstatte ham som regent.Nicholas fik lov til at forblive patriark efter modvilligt at have anerkendt hende som kejserinde.Zoe regerede med støtte fra imperiale bureaukrater og den indflydelsesrige general Leo Phokas den Ældre, som var hendes favorit.I 919 var der et kup, der involverede forskellige fraktioner, men modstanden mod Zoe og Leo Phokas sejrede;til sidst tog admiralen Romanos Lekapenos magten, giftede sin datter Helena Lekapene med Konstantin VII og tvang Zoe tilbage i klosteret Saint Euphemia.

I 917 blev Leo Phokas sat i spidsen for en storstilet ekspedition mod bulgarerne .Planen involverede et tostrenget angreb, et fra syd af den byzantinske hovedhær under Leo Phokas, og et fra nord af Pechenegerne, som skulle færges over Donau af den byzantinske flåde under Romanos Lekapenos.I tilfældet hjalp Pechenegerne imidlertid ikke byzantinerne, dels fordi Lekapenos skændtes med deres leder (eller, som Runciman antyder, måske endda er blevet bestikket af bulgarerne), og dels fordi de allerede var begyndt at plyndre på egen hånd, idet de så bort fra den byzantinske plan.Efterladt ustøttet af både pechenegerne og flåden led Phokas et knusende nederlag i hænderne på zar Symeon i slaget ved Acheloos.Slaget ved Achelous, også kendt som slaget ved Anchialus, fandt sted den 20. august 917 ved Achelous-floden nær den bulgarske Sortehavskyst, tæt på fæstningen Tuthom (moderne Pomorie) mellem bulgarske og byzantinske styrker.Bulgarerne opnåede en afgørende sejr, som ikke blot sikrede Simeon I's tidligere succeser, men gjorde ham de facto til hersker over hele Balkanhalvøen, med undtagelse af den velbeskyttede byzantinske hovedstad Konstantinopel og Peloponnes.Slaget, som var et af de største og blodigste slag i den europæiske middelalder, var en af ​​de værste katastrofer, der nogensinde har ramt en byzantinsk hær, og omvendt en af ​​Bulgariens største militære succeser.Blandt de væsentligste konsekvenser var den officielle anerkendelse af de bulgarske monarkers kejsertitel og den deraf følgende bekræftelse af bulgarsk ligestilling over for Byzans.

Slaget ved Katasyrtai fandt sted i efteråret 917, kort efter den slående bulgarske triumf ved Achelous nær landsbyen af ​​samme navn tæt på den byzantinske hovedstad Konstantinopel, (nu Istanbul).Resultatet blev en bulgarsk sejr.De sidste byzantinske militærstyrker blev bogstaveligt talt ødelagt, og vejen til Konstantinopel blev åbnet, men serberne gjorde oprør mod vest, og bulgarerne besluttede at sikre deres bagland før det endelige angreb på den byzantinske hovedstad, hvilket gav fjenden dyrebar tid til at komme sig.

Den 25. marts 919, i spidsen for sin flåde, beslaglagde Lekapenos Boukoleon-paladset og regeringstøjlerne.Til at begynde med blev han udnævnt til magistros og megas hetaireiarches, men han flyttede hurtigt for at konsolidere sin stilling: i april 919 blev hans datter Helena gift med Konstantin VII, og Lekapenos antog den nye titel basileopator;den 24. september blev han kaldt Cæsar;og den 17. december 919 blev Romanos Lekapenos kronet som senior kejser.I de efterfølgende år kronede Romanos sine egne sønner til medkejsere, Christopher i 921, Stephen og Constantine i 924, selvom Konstantin VII indtil videre blev betragtet som den første i rang efter Romanos selv.Det er bemærkelsesværdigt, at da han efterlod Konstantin VII uberørt, blev han kaldt 'den blide usurpator'.Romanos styrkede sin position ved at gifte sine døtre med medlemmer af de magtfulde aristokratiske familier Argyros og Mouseles, ved at tilbagekalde den afsatte patriark Nicholas Mystikos og ved at sætte en stopper for konflikten med pavedømmet om kejser Leo VI's fire ægteskaber.

Mellem 920 og 922 øgede Bulgarien sit pres på Byzans, kampagne i vest gennem Thessalien, nåede Isthmus of Corinth, og i øst i Thrakien, nåede og krydsede Dardanellerne for at belejre byen Lampsacus.Simeons styrker dukkede op foran Konstantinopel i 921, da de krævede afsættelse af Romanos og erobrede Adrianopel;i 922 vandt de ved Pigae, brændte meget af Det Gyldne Horn og erobrede Bizye.Slaget ved Pegae blev udkæmpet i udkanten af ​​Konstantinopel mellem styrkerne fra det bulgarske imperium og det byzantinske imperium under den byzantinsk-bulgarske krig i 913-927.Slaget fandt sted i en lokalitet kaldet Pegae (dvs. "kilden"), opkaldt efter den nærliggende kirke St. Mary of the Spring.De byzantinske linjer kollapsede ved det allerførste bulgarske angreb, og deres befalingsmænd flygtede fra slagmarken.I den efterfølgende flyvning blev de fleste byzantinske soldater dræbt af sværdet, druknet eller blev taget til fange.

I 922 fortsatte bulgarerne deres vellykkede kampagner i det byzantinske Thrakien og indtog en række byer og fæstninger, herunder Adrianopel, Thrakiens vigtigste by, og Bizye.I juni 922 engagerede og besejrede de endnu en byzantinsk hær ved Konstantinopel, hvilket bekræftede den bulgarske dominans på Balkan.Konstantinopel selv forblev dog uden for deres rækkevidde, fordi Bulgarien manglede flådekraft til at indlede en vellykket belejring.Den bulgarske kejser Simeon I's forsøg på at forhandle et fælles bulgarsk-arabisk angreb på byen med fatimiderne blev afsløret af byzantinerne og modarbejdet.

I 923 blev Kourkouas udnævnt til øverstbefalende for de byzantinske hære langs den østlige grænse, vendt mod det abbasidiske kalifat og de semi-autonome muslimske grænseemirater.Han beholdt denne post i mere end tyve år og overvågede afgørende byzantinske militære succeser, der ændrede den strategiske balance i regionen.I løbet af det 9. århundrede havde Byzans gradvis genvundet sin styrke og indre stabilitet, mens kalifatet var blevet mere og mere impotent og brudt.Under Kourkouas' ledelse rykkede de byzantinske hære dybt ind i muslimsk territorium for første gang i næsten 200 år og udvidede den kejserlige grænse.Emiraterne Melitene og Qaliqala blev erobret, hvilket udvidede byzantinsk kontrol til det øvre Eufrat og over det vestlige Armenien .De resterende iberiske og armenske fyrster blev byzantinske vasaller.Kourkouas spillede også en rolle i nederlaget for et stort Rus-angreb i 941 og genfandt Mandylion af Edessa, et vigtigt og helligt levn, der menes at afbilde Jesu Kristi ansigt.

Desperat efter at erobre Konstantinopel planlagde Simeon et stort felttog i 924 og sendte udsendinge til den shia- fatimidiske hersker Ubayd Allah al-Mahdi Billah, som besad en stærk flåde, som Simeon havde brug for.Ubayd Allah accepterede og sendte sine egne repræsentanter tilbage med bulgarerne for at arrangere alliancen.Udsendingene blev dog taget til fange af byzantinerne i Calabrien.Romanos tilbød fred tilEgypten under Fatimiderne, supplerede dette tilbud med generøse gaver og ødelagde Fatimidernes nyligt dannede alliance med Bulgarien .I sommeren samme år ankom Simeon til Konstantinopel og forlangte at se patriarken og kejseren.Han talte med Romanos på Det Gyldne Horn den 9. september 924 og arrangerede en våbenhvile, ifølge hvilken Byzans ville betale Bulgarien en årlig skat, men ville få afstået nogle byer ved Sortehavskysten.

Den 27. maj 927 døde Simeon af hjertesvigt i sit palads i Preslav.Byzantinske krønikeskrivere knytter hans død til en legende, ifølge hvilken Romanos halshuggede en statue, som var Simeons livløse dobbeltgænger, og han døde i samme time.Zar Simeon I er forblevet blandt de mest værdsatte bulgarske historiske personer.Peter, Simeons søn, forhandlede en fredsaftale med den byzantinske regering.Den byzantinske kejser Romanos I Lakapenos accepterede ivrigt forslaget om fred og arrangerede et diplomatisk ægteskab mellem hans barnebarn Maria og den bulgarske monark.I oktober 927 ankom Peter nær Konstantinopel for at møde Romanos og underskrev fredstraktaten og giftede sig med Maria den 8. november i Zoodochos Pege-kirken.For at markere den nye æra i bulgarsk-byzantinske forhold blev prinsessen omdøbt til Eirene ("fred").Traktaten af ​​927 repræsenterer faktisk frugten af ​​Simeons militære succeser og diplomatiske initiativer, dygtigt videreført af hans søns regering.Fred blev opnået med grænserne genoprettet til dem, der var defineret i traktaterne fra 897 og 904. Byzantinerne anerkendte den bulgarske monarks titel som kejser (basileus, tsar) og det bulgarske patriarkats autocephalustatus, mens betalingen af ​​en årlig hyldest til Bulgarien pr. det byzantinske rige blev fornyet.Peter af Bulgarien ville regere fredeligt i 42 år.

I 933 fornyede Kourkouas angrebet mod Melitene.Mu'nis al-Muzaffar sendte styrker for at hjælpe den belejrede by, men i de resulterende træfninger sejrede byzantinerne og tog mange fanger, og den arabiske hær vendte hjem uden at aflaste byen.I begyndelsen af ​​934, i spidsen for 50.000 mand, krydsede Kourkouas igen grænsen og marcherede mod Melitene.De andre muslimske stater tilbød ingen hjælp, da de var optaget af uroen efter kaliff al-Qahirs afsættelse.Kourkouas tog igen Samosata og belejrede Melitene.Mange af byens indbyggere havde forladt den ved nyheden om Kourkouas' tilgang, og sult tvang til sidst resten til at overgive sig den 19. maj 934. På vagt over for byens tidligere oprør tillod Kourkouas kun de indbyggere at blive tilbage, som var kristne eller indvilligede i at konvertere til kristendommen .De fleste gjorde det, og han beordrede resten udvist.Melitene blev fuldt ud indlemmet i imperiet, og det meste af dets frugtbare land blev omdannet til en kejserlig ejendom (kouratoreia).

I forsommeren 941, da Kourkouas forberedte sig på at genoptage kampagnen i øst, blev hans opmærksomhed afledt af en uventet begivenhed: fremkomsten af ​​en rusflåde , der plyndrede området omkring selve Konstantinopel.Den byzantinske hær og flåde var fraværende i hovedstaden, og fremkomsten af ​​russernes flåde forårsagede panik blandt befolkningen i Konstantinopel.Mens flåden og Kourkouas' hær blev tilbagekaldt, besejrede en hastigt samlet eskadron af gamle skibe bevæbnet med græsk ild og placeret under protovestiarios Theophanes rusernes flåde den 11. juni og tvang den til at opgive kursen mod byen.De overlevende Rus' landede på Bithyniens kyster og hærgede det forsvarsløse landskab.Patrikios Bardas Phokas skyndte sig til området med de tropper han kunne samle, indeholdt raiders og afventede ankomsten af ​​Kourkouas' hær.Til sidst dukkede Kourkouas og hans hær op og faldt over russerne, som var spredt for at plyndre landskabet og dræbte mange af dem.De overlevende trak sig tilbage til deres skibe og forsøgte at krydse til Thrakien i ly af natten.Under overfarten angreb og udslettede hele den byzantinske flåde russerne.

Efter denne Rus' distraktion lancerede Kourkouas i januar 942 en ny kampagne i Østen, som varede i tre år.Det første angreb faldt på Aleppos territorium, som blev grundigt plyndret: ved faldet af byen Hamus, nær Aleppo, registrerer selv arabiske kilder, at byzantinerne har fanget 10-15.000 fanger.På trods af et mindre modangreb fra Thamal eller en af ​​hans tilbageholdere fra Tarsus om sommeren, iværksatte Kourkouas i efteråret endnu en større invasion.I spidsen for en usædvanlig stor hær, omkring 80.000 mand ifølge arabiske kilder, krydsede han fra allierede Taron til det nordlige Mesopotamien .Mayyafiriqin, Amida, Nisibis, Dara - steder, hvor ingen byzantinsk hær havde betrådt siden Heraclius' dage 300 år tidligere - blev stormet og hærget.Det egentlige formål med disse kampagner var imidlertid Edessa, arkivet for den " hellige mandylion ".Dette var en klud, der menes at være blevet brugt af Kristus til at tørre hans ansigt, efterlade et aftryk af hans træk, og efterfølgende givet til kong Abgar V af Edessa.For byzantinerne, især efter slutningen af ​​ikonoklasme-perioden og restaureringen af ​​billedære, var det et levn af dyb religiøs betydning.Som et resultat ville dets tilfangetagelse give Lekapenos-regimet et enormt løft i popularitet og legitimitet.Kourkouas angreb Edessa hvert år fra 942 og frem og ødelagde dets landskab, som han havde gjort ved Melitene.Endelig gik dets emir med til en fred og svor ikke at hæve våben mod Byzans og at udlevere Mandylion til gengæld for at få 200 fanger tilbage.Mandylion blev transporteret til Konstantinopel, hvor det ankom den 15. august 944 på festen for Theotokos Dormition.Der blev iscenesat en triumfindgang for det ærede relikvie, som derefter blev deponeret i Pharos-kirkens Theotokos, det palatinske kapel i Det Store Palads.Med hensyn til Kourkouas afsluttede han sin kampagne med at fyre Bithra (moderne Birecik) og Germanikeia (moderne Kahramanmaraş).

Prins Igor af Kiev var i stand til at starte en ny flådekampagne mod Konstantinopel allerede i 944/945.Under trussel fra en endnu større styrke end før valgte byzantinerne diplomatisk handling for at omgå invasion.De tilbød russerne hyldest og handelsprivilegier.Det byzantinske tilbud blev diskuteret mellem Igor og hans generaler, efter at de nåede Donaus breder og til sidst accepterede dem.Den russisk-byzantinske traktat af 945 blev ratificeret som et resultat.Dette etablerede venskabelige forbindelser mellem de to sider.

Romanos beholdt og bevarede magten indtil den 16./20. december 944, hvor han blev afsat af sine sønner, medkejserne Stephen og Konstantin.Romanos tilbragte de sidste år af sit liv i eksil på øen Prote som munk og døde den 15. juni 948. Med hjælp fra sin kone lykkedes det Konstantin VII at fjerne sine svogre, og den 27. januar 945 Konstantin VII blev enekejser i en alder af 39, efter et liv tilbragt i skyggen.Flere måneder senere, den 6. april (påske), kronede Konstantin VII sin egen søn Romanos II til medkejser.Efter aldrig at have udøvet udøvende autoritet, forblev Konstantin primært hengiven til sine videnskabelige sysler og delegerede sin autoritet til bureaukrater og generaler, såvel som til sin energiske kone Helena Lekapene.

Konstantin fortsatte landbrugsreformerne af Romanos I og søgte at genbalancere rigdom og skatteansvar, således måtte de større godsejere (dynatoi) returnere jorder, de havde erhvervet fra bønderne siden 945 e.Kr. uden at få nogen kompensation til gengæld.For jord erhvervet mellem 934 og 945 e.Kr., blev bønderne forpligtet til at tilbagebetale det gebyr, de havde modtaget for deres jord.Soldaternes jordrettigheder blev ligeledes beskyttet af nye love.På grund af disse reformer "var tilstanden for jordbønderne - som dannede grundlaget for hele imperiets økonomiske og militære styrke - bedre stillet, end den havde været i et århundrede".

Konstantin VII søsatte en ny flåde på 100 skibe (20 droner, 64 chelandia og 10 kabysser) mod de arabiske korsarer, der gemte sig på Kreta, men dette forsøg mislykkedes også.Samme år erobrede byzantinerne Germanicea, besejrede gentagne gange fjendens hære, og i 952 krydsede de det øvre Eufrat.Men i 953 generobrede Hamdanid-amiren Sayf al-Daula Germanicea og gik ind i det kejserlige område.Landet i øst blev til sidst genvundet af Nikephoros Phokas, der erobrede Hadath, i det nordlige Syrien, i 958, og af generalen John Tzimiskes, som et år senere erobrede Samosata, i det nordlige Mesopotamien .En arabisk flåde blev også ødelagt af græsk brand i 957.

Slaget ved Marash blev udkæmpet i 953 nær Marash (moderne Kahramanmaraş) mellem styrkerne fra det byzantinske imperium under Bardas Phokas den Ældres Indenrigsskole og Hamdanid-emiren af ​​Aleppo, Sayf al-Dawla, byzantinernes mest frygtløse fjende i midten af ​​det 10. århundrede.På trods af at de var i undertal, besejrede araberne byzantinerne, der brød og flygtede.Bardas Phokas selv slap med nød og næppe gennem indgriben fra sine ledsagere og fik et alvorligt sår i ansigtet, mens hans yngste søn og guvernør i Seleucia, Constantine Phokas, blev fanget og holdt fange i Aleppo indtil hans død af en sygdom nogen tid senere .Dette debacle, kombineret med nederlag i 954 og igen i 955, førte til Bardas Phokas' afskedigelse som Domestic of the Schools, og hans erstatning af hans ældste søn, Nikephoros Phokas (senere kejser i 963-969).

Slaget ved Raban var en forlovelse udkæmpet i efteråret 958 nær fæstningen Raban mellem den byzantinske hær, ledet af John Tzimiskes (senere kejser i 969-976), og styrkerne fra Hamdanid-emiratet Aleppo under den berømte emir Sayf al- Dawla.Slaget var en stor sejr for byzantinerne og bidrog til nedlæggelsen af ​​Hamdanidernes militærmagt, som i begyndelsen af ​​950'erne havde vist sig at være en stor udfordring for Byzans.

Romanos II Porphyrogenitus var byzantinsk kejser fra 959 til 963. Han efterfulgte sin far Konstantin VII i en alder af 21 og døde pludseligt og mystisk fire år senere.Hans søn Basil II, den bulgarske dræber, ville i sidste ende efterfølge ham i 976.

Slaget ved Andrassos eller Adrassos var en forlovelse udkæmpet den 8. november 960 i et uidentificeret bjergpas på Taurusbjergene, mellem byzantinerne, ledet af Leo Phokas den Yngre, og styrkerne fra Hamdanid-emiratet Aleppo under emiren Sayf al- Dawla.I midten af ​​960'erne, ved at udnytte fraværet af en stor del af den byzantinske hær på kampagne mod Emiratet Kreta, lancerede Hamdanid-prinsen endnu en invasion af Lilleasien og plyndrede dybt og bredt ind i regionen Kappadokien.Da han vendte tilbage, blev hans hær imidlertid overfaldet af Leo Phokas ved passet af Andrassos.Sayf al-Dawla selv slap med nød og næppe, men hans hær blev udslettet.Både nutidige arabiske og moderne historikere, såsom Marius Canard og JB Bikhazi, har almindeligvis betragtet nederlaget ved Andrassos som et afgørende engagement, der ødelagde Hamdanidernes offensive evner for altid og åbnede vejen for Nikephoros Phokas' efterfølgende bedrifter.

Fra kejser Romanos II's himmelfart i 959 blev Nikephoros og hans yngre bror Leo Phokas sat i spidsen for henholdsvis den østlige og den vestlige felthære.I 960 blev 27.000 roere og marinesoldater samlet for at bemande en flåde på 308 skibe med 50.000 tropper.På anbefaling af den indflydelsesrige minister Joseph Bringas blev Nikephoros betroet at lede denne ekspedition mod det muslimske emirat Kreta.Nikephoros førte med succes sin flåde til øen og besejrede en mindre arabisk styrke ved landstigning nær Almyros.Han begyndte snart en ni måneder lang belejring af fæstningsbyen Chandax, hvor hans styrker led vinteren igennem på grund af forsyningsproblemer.Efter et mislykket angreb og mange razziaer på landet, gik Nikephoros ind i Chandax den 6. marts 961 og fratog snart muslimerne kontrollen over hele øen.Da han vendte tilbage til Konstantinopel, blev han nægtet den sædvanlige ære for en triumf, idet han fik lov til blot at klappe på Hippodromen.Generobringen af ​​Kreta var en stor bedrift for byzantinerne, da den genoprettede byzantinsk kontrol over den Ægæiske kyst og mindskede truslen fra saracenske pirater, som Kreta havde givet en base for operationer for.

Efter erobringen af ​​Kreta vendte Nikephoros tilbage mod øst og marcherede en stor og veludstyret hær ind i Kilikien.I februar 962 erobrede han Anazarbos, mens storbyen Tarsus ophørte med at anerkende Hamdanid-emiren fra Aleppo, Sayf al-Dawla.Nikephoros fortsatte med at hærge det kiliciske landskab og besejrede guvernøren i Tarsus, ibn al-Zayyat, i åben kamp;al-Zayyat begik senere selvmord på grund af tabet.Derefter vendte Nikephoros tilbage til den regionale hovedstad Cæsarea.Ved begyndelsen af ​​den nye kampagnesæson gik al-Dawla ind i det byzantinske imperium for at udføre razziaer, en strategi som efterlod Aleppo farligt uforsvaret.Nikephoros indtog snart byen Manbij.I december marcherede en hær splittet mellem Nikephoros og John I Tzimiskes mod Aleppo og dirigerede hurtigt en modstanderstyrke ledet af Naja al-Kasaki.Al-Dawlas styrke indhentede byzantinerne, men også han blev styrtet, og Nikephoros og Tzimiskes gik ind i Aleppo den 24. eller 23. december.Tabet af byen ville vise sig at være både en strategisk og moralsk katastrofe for hamdaniderne.Det var sandsynligvis på disse kampagner, at Nikephoros tjente sobriqueten, "The Pale Death of the Saracens".Under erobringen af ​​Aleppo tog den byzantinske hær 390.000 sølvdinarer, 2.000 kameler og 1.400 muldyr i besiddelse.

Plyndringen af ​​Aleppo i december 962 blev udført af det byzantinske imperium under Nikephoros Phokas.Aleppo var hovedstaden for Hamdanid-emiren Sayf al-Dawla, byzantinernes hovedantagonist på det tidspunkt.Nikephoros blev tildelt en anden triumf for Aleppos fald.

Nikephoros II Phokas var byzantinsk kejser fra 963 til 969. Hans strålende militære bedrifter bidrog til genopblussen af ​​det byzantinske imperium i det 10. århundrede.Hans regeringstid omfattede imidlertid kontroverser.I vest opildnede han konflikten med bulgarerne og så Sicilien fuldstændigt overgive sig til muslimerne, mens han ikke formåede at opnå nogen alvorlige gevinster iItalien efter Otto I's angreb. I mellemtiden fuldførte han i øst erobringen af ​​Kilikien og overtog endda øerne Kreta og Cypern og åbnede dermed vejen for efterfølgende byzantinske indtrængen, der nåede så langt som til Øvre Mesopotamien og Levanten.Hans administrative politik var mindre vellykket, da han for at finansiere disse krige øgede skatterne både på folket og på kirken, samtidig med at han fastholdt upopulære teologiske positioner og fremmedgjorde mange af sine mest magtfulde allierede.Disse omfattede hans nevø John Tzimiskes, som ville tage tronen efter at have dræbt Nikephoros i søvne.

Den byzantinske generobring af Kilikien var en række konflikter og engagementer mellem styrkerne i det byzantinske imperium under Nikephoros II Phokas og Hamdanid-herskeren af ​​Aleppo, Sayf al-Dawla, over kontrollen med regionen Kilikien i det sydøstlige Anatolien.Siden de muslimske erobringer i det 7. århundrede havde Kilikien været en grænseprovins i den muslimske verden og en base for regelmæssige razziaer mod de byzantinske provinser i Anatolien.I midten af ​​det 10. århundrede tillod fragmenteringen af ​​det abbasidiske kalifat og styrkelsen af ​​Byzans under det makedonske dynasti byzantinerne gradvist at tage offensiven.Under soldater-kejseren Nikephoros II Phokas (r. 963–969) overvandt byzantinerne med hjælp fra generalen og den kommende kejser John I Tzimiskes modstanden fra Sayf al-Dawla, der havde overtaget kontrollen med de tidligere abbasidiske grænseområder i det nordlige Syrien, og lancerede en række aggressive kampagner, der i 964-965 generobrede Kilikien.Den vellykkede erobring åbnede vejen for genopretningen af ​​Cypern og Antiokia i løbet af de næste par år, og formørkelsen af ​​Hamdaniderne som en uafhængig magt i regionen.

Taorminas fald til Aghlabiderne i 902 markerede den effektive afslutning på den muslimske erobring af Sicilien, men byzantinerne beholdt nogle få forposter på øen, og Taormina selv kastede den muslimske kontrol kort efter.I 909 overtog fatimiderne Aghlabid storbyprovinsen Ifriqiya og med den Sicilien.Fatimiderne rettede deres opmærksomhed mod Sicilien, hvor de besluttede at reducere de resterende byzantinske forposter: Taormina, forterne i Val Demone og Val di Noto og Rometta.Taormina faldt til guvernøren Ahmad ibn al-Hasan al-Kalbi juledag 962, efter mere end ni måneders belejring, og i det næste år belejrede hans fætter, al-Hasan ibn Ammar al-Kalbi, Rometta.Sidstnævntes garnison sendte efter hjælp til kejser Nikephoros II Phokas, som forberedte en større ekspedition, ledet af patrikios Niketas Abalantes og hans egen nevø, Manuel Phokas.Slaget ved Strædet resulterede i en stor Fatimid-sejr og det endelige sammenbrud af kejser Nikephoros II Phokas' forsøg på at genvinde Sicilien fra Fatimiderne.

Efter Ashot III's død i 967 afstod hans to sønner, Grigor II (Gregory Taronites) og Bagrat III (Pankratios Taronites), Armenien til Det Byzantinske Rige i bytte for landområder og adelige titler.I Byzans, formentlig sammen med andre grene af deres familie, der allerede var etableret der i de foregående årtier, dannede de Taronites-familien, som var en af ​​de ældre byzantinske adelsfamilier i det 11.-12. århundrede.Under byzantinsk styre blev Taron forenet med distriktet Keltzene i en enkelt provins (tema), hvis guvernør (strategos eller doux) normalt bar rang af protospatharios.I midten af ​​det 11. århundrede blev det forenet med temaet Vaspurakan under en enkelt guvernør.Taron blev også en storbysæde med 21 suffragan-sæder.

Siden februar 967 havde prinsen af ​​Benevento, Lombard Pandolf Ironhead, accepteret Otto som sin overherre og modtaget Spoleto og Camerino som len.Denne beslutning forårsagede konflikt med det byzantinske imperium, som hævdede suverænitet over fyrstedømmerne i det sydlige Italien.Det østlige imperium protesterede også mod Ottos brug af titlen kejser, idet man mente, at kun den byzantinske kejser Nikephoros II Phokas var den sande efterfølger af det antikke romerske imperium.Byzantinerne indledte fredsforhandlinger med Otto på trods af hans ekspansive politik i deres indflydelsessfære.Otto ønskede både en kejserlig prinsesse som brud for sin søn og efterfølger Otto II samt legitimiteten og prestige af en forbindelse mellem det ostoniske dynasti i vest og det makedonske dynasti i øst.I de følgende år søgte begge imperier at styrke deres indflydelse i det sydlige Italien med flere felttog.

Forholdet til bulgarerne forværredes.Det er sandsynligt, at Nikephorus bestak Kievan Rus ' for at raide bulgarerne som gengældelse for, at de ikke blokerede Magyar- angreb.Dette brud i forholdet udløste en årtier lang tilbagegang i det byzantinsk-bulgarske diplomati og var en optakt til krigene mellem bulgarerne og senere byzantinske kejsere, især Basil II.Svjatoslav og russerne ramte Bulgarien i 968, men de måtte trække sig tilbage for at redde Kiev fra en Pecheneg-invasion.

I 967 døde Sayf al-Dawla, emiren af ​​Alepppo, af et slagtilfælde, hvilket fratog Nikephoros hans eneste alvorlige udfordring i Syrien.Sayf var ikke kommet sig helt over plyndringen af ​​Aleppo, som blev en kejserlig vasal kort efter.Efter et års plyndring i Syrien besluttede den byzantinske kejser, Nikephoros II Phokas, at vende tilbage til Konstantinopel for vinteren.Inden han rejste, byggede han imidlertid Bagras-fortet nær Antiochia og indsatte Michael Bourtzes som dets kommandant.Nikephoros forbød udtrykkeligt Bourtzes at tage Antiochia med magt for at bevare byens strukturelle integritet.Bourtzes ønskede dog ikke at vente til vinteren med at indtage fæstningen.Han ønskede også at imponere Nikephoros og gøre sig ære, og derfor indledte han forhandlinger med forsvarerne for at søge vilkår for overgivelse.Byzantinerne var i stand til at få fodfæste i byens ydre forsvar.Efter erobringen af ​​Antiochia blev Bourtzes fjernet fra sin stilling af Nikephoros på grund af sin ulydighed og ville fortsætte med at hjælpe med et plot, der ville ende med Nikephoros' mord, mens Petros ville bevæge sig dybere ind i syrisk territorium, belejre og indtage selve Aleppo og etablering af Aleppos byzantinske biflod gennem Safar-traktaten.

Plottet om at myrde Nikephoros begyndte, da han afskedigede Michael Bourtzes fra sin stilling efter hans ulydighed under belejringen af ​​Antiokia.Bourtzes blev vanæret, og han ville snart finde en allieret, som han kunne planlægge mod Nikephoros.Mod slutningen af ​​965 lod Nikephoros John Tzimiskes forvise til det østlige Lilleasien på grund af mistanke om illoyalitet, men blev tilbagekaldt efter bøn fra Nikephoros' kone, Theophano.Ifølge Joannes Zonaras og John Skylitzes havde Nikephoros et kærlighedsløst forhold til Theophano.Han førte et asketisk liv, hvorimod hun hemmeligt havde en affære med Tzimiskes.Theophano og Tzimiskes planlagde at vælte kejseren.På gerningsnatten efterlod hun Nikephoros' sengekammerdør ulåst, og han blev myrdet i sin lejlighed af Tzimiskes og hans følge den 11. december 969. Efter hans død brød familien Phokas i oprør under Nikephoros' nevø Bardas Phokas, men deres oprør blev prompte dæmpet, da Tzimiskes besteg tronen.

John I Tzimiskes var den øverste byzantinske kejser fra 11. december 969 til 10. januar 976. En intuitiv og succesrig general, styrkede han imperiet og udvidede dets grænser under sin korte regeringstid.Aleppos biflod blev snart sikret under Safar-traktaten.I en række kampagner mod Kievan Rus ' indgreb på Nedre Donau i 970-971 drev han fjenden ud af Thrakien i slaget ved Arcadiopolis, krydsede bjerget Haemus og belejrede fæstningen Dorostolon (Silistra) ved Donau i femogtres dage, hvor han efter flere hårdt tilkæmpede kampe besejrede storprins Svyatoslav I af Rus'.I 972 vendte Tzimiskes sig mod Abbasid-riget og dets vasaller, begyndende med en invasion af Øvre Mesopotamien .En anden kampagne, i 975, var rettet mod Syrien, hvor hans styrker indtog Homs, Baalbek, Damaskus, Tiberias, Nazareth, Cæsarea, Sidon, Beirut, Byblos og Tripoli, men det lykkedes dem ikke at indtage Jerusalem.

Slaget ved Arcadiopolis blev udkæmpet i 970 mellem en byzantinsk hær under Bardas Skleros og en russisk hær, hvor sidstnævnte også omfattede allierede bulgarske , pechenegske og ungarske (magyariske) kontingenter.I de foregående år havde russernes hersker Sviatoslav erobret det nordlige Bulgarien og truede nu også Byzans.Den russiske styrke havde rykket frem gennem Thrakien mod Konstantinopel, da den blev mødt af Skleros' styrke.Da han havde færre mænd end russernes, forberedte Skleros et baghold og angreb russernes hær med en del af sin styrke.Byzantinerne foregav derefter at trække sig tilbage og det lykkedes dem at trække Pecheneg-kontingentet ud i bagholdet og dirigere det.Resten af ​​russernes hær led derefter store tab fra de forfølgende byzantinere.Slaget var vigtigt, da det købte tid for den byzantinske kejser John I Tzimiskes til at løse sine interne problemer og samle en stor ekspedition, som til sidst besejrede Sviatoslav det næste år.

Slaget ved Alexandretta var det første sammenstød mellem styrkerne fra det byzantinske imperium og det fatimide kalifat i Syrien.Den blev udkæmpet i begyndelsen af ​​971 nær Alexandretta, mens den vigtigste fatimidehær belejrede Antiochia, som byzantinerne havde erobret to år tidligere.Byzantinerne, ledet af en af ​​kejser John I Tzimiskes' husholdningseunukker, lokkede en 4.000 mand stor Fatimid-afdeling til at angribe deres tomme lejr og angreb dem derefter fra alle sider og ødelagde Fatimid-styrken.Nederlaget ved Alexandretta, kombineret med den Qarmatiske invasion af det sydlige Syrien, tvang fatimiderne til at ophæve belejringen og sikrede byzantinsk kontrol over Antiochia og det nordlige Syrien.

Efter at have været beskæftiget med at undertrykke Bardas Phokas' oprør gennem hele året 970, samlede Tzimiskes sine styrker i begyndelsen af ​​971 til et felttog mod russerne , flyttede sine tropper fra Asien til Thrakien og samlede forsyninger og belejringsudstyr.Den byzantinske flåde ledsagede ekspeditionen, som havde til opgave at transportere tropper for at gennemføre en landgang i fjendens bagende og afbryde deres tilbagetog over Donau.Kejseren valgte påskeugen i 971 for at tage sit træk, og overraskede russerne fuldstændigt: Passene i Balkanbjergene var blevet efterladt ubevogtede, enten fordi russerne havde travlt med at undertrykke bulgarske oprør eller måske (som AD Stokes foreslår) fordi en fredsaftale, der var indgået efter slaget ved Arcadiopolis, gjorde dem selvtilfredse.Den byzantinske hær, ledet af Tzimiskes personligt og tæller 30.000-40.000, rykkede hurtigt frem og nåede Preslav upåvirket.Den russiske hær blev besejret i et slag foran bymurene, og byzantinerne fortsatte med at belejre.Den russiske og bulgarske garnison under russernes adelige Sphangelput gjorde en målrettet modstand, men byen blev stormet den 13. april.Blandt fangerne var Boris II og hans familie, som blev bragt til Konstantinopel sammen med de bulgarske kejserlige regalier.Den russiske hovedstyrke under Sviatoslav trak sig tilbage før den kejserlige hær mod Dorostolon ved Donau.Da Sviatoslav frygtede et bulgarsk oprør, fik han henrettet 300 bulgarske adelsmænd og fængslede mange andre.Den kejserlige hær rykkede frem uden hindring;de bulgarske garnisoner i de forskellige forter og fæstninger undervejs overgav sig fredeligt.

Efter at byzantinerne havde besejret de forenede russ - bulgarske styrker i slaget ved Arcadiopolis og generobret Pereyaslavets, blev Svyatoslav tvunget til at flygte til den nordlige fæstning Dorostolon (Drustur/Dorostorum).Kejser John fortsatte med at belejre Dorostolon, som varede i 65 dage.Hans hær blev forstærket af en flåde på 300 skibe udstyret med græsk ild.Rus'erne følte, at de ikke kunne bryde belejringen og indvilligede i at underskrive en fredsaftale med Det Byzantinske Rige, hvorved de gav afkald på deres interesser over for de bulgarske lande og byen Chersonesos på Krim.

Endelig anerkendte den nye østlige kejser John I Tzimisces sin niece Theophanu til Rom i 972, og hun blev gift med Otto II den 14. april 972. Som en del af denne tilnærmelse blev konflikten om det sydlige Italien endelig løst: Det Byzantinske Rige accepterede Ottos herredømme over fyrstedømmerne Capua, Benevento og Salerno;til gengæld trak den tyske kejser sig tilbage fra de byzantinske besiddelser i Apulien og Calabrien.

Melias rykkede derefter frem mod Amid med en hær, der ifølge de arabiske kilder talte 50.000 mand.Kommandanten for den lokale garnison, Hezarmerd, bad Abu Taghlib om hjælp, og sidstnævnte sendte sin bror, Abu'l-Qasim Hibat Allah, som ankom før byen den 4. juli 973. Den næste dag blev der udkæmpet et slag foran murene i Amid, hvor byzantinerne blev besejret.Melias og en gruppe andre byzantinske generaler blev taget til fange næste dag og bragt til fange til Abu Taghlib.

John Tzimiskes' syriske kampagner var en række kampagner foretaget af den byzantinske kejser John I Tzimiskes mod det fatimide kalifat i Levanten og mod det abbasidiske kalifat i Syrien.Efter svækkelsen og sammenbruddet af Hamdanid-dynastiet i Aleppo lå meget af det nære østen åbent for Byzans, og efter mordet på Nikephoros II Phokas var den nye kejser, John I Tzimiskes, hurtig til at engagere det nyligt succesrige Fatimid-dynasti over kontrol over nærøsten og dets vigtige byer, nemlig Antiokia, Aleppo og Cæsarea.Han engagerede også Hamdanid-emiren af ​​Mosul, som var de iure under overherredømmet af den abbasidiske kalif i Bagdad og hans buyidiske overherrer, over kontrollen over dele af Øvre Mesopotamien (Jazira).

De første år af Basil's regeringstid var domineret af borgerkrige mod to magtfulde generaler fra det anatolske aristokrati;først Bardas Skleros og senere Bardas Phokas, som sluttede kort efter Phokas' død og Skleros' underkastelse i 989. Basil overvågede derefter stabiliseringen og udvidelsen af ​​det byzantinske riges østlige grænse og den fuldstændige underkastelse af det første bulgarske imperium , dets fremmeste europæiske fjende, efter en længere kamp.Selvom det byzantinske imperium havde indgået en våbenhvile med det fatimide kalifat i 987-988, førte Basil en kampagne mod kalifatet, der endte med endnu en våbenhvile i 1000. Han gennemførte også en kampagne mod Khazar Khaganatet, der fik det byzantinske imperium til en del af Krim og en række vellykkede kampagner mod Kongeriget Georgien.Trods næsten konstant krigsførelse udmærkede Basil sig som administrator, og reducerede magten hos de store jordejerfamilier, der dominerede imperiets administration og militær, fyldte dets skatkammer og efterlod det med dets største udstrækning i fire århundreder.Selvom hans efterfølgere stort set var uduelige herskere, blomstrede imperiet i årtier efter Basils død.En af de vigtigste beslutninger, der blev truffet under hans regeringstid, var at tilbyde sin søster Anna Porphyrogenitas hånd til Vladimir I af Kiev i bytte for militær støtte, og dermed danne den byzantinske militærenhed kendt som Varangian Guard.Ægteskabet mellem Anna og Vladimir førte til kristningen af​​Kievan Rus ' og indlemmelsen af ​​senere efterfølgerstater for Kievan Rus' i den byzantinske kulturelle og religiøse tradition.Basil ses som en græsk nationalhelt, men er en foragtet skikkelse blandt bulgarere .

Efter at have hørt nyheden om sin afsættelse, kom Skleros til en aftale med lokale armenske , georgiske og endda muslimske herskere, som alle lovede at støtte hans krav på den kejserlige krone.Han fremkaldte med succes oprør blandt sine slægtninge og tilhængere i de asiatiske provinser og gjorde sig hurtigt til herre over Cæsaria, Antiokia og det meste af Lilleasien.Efter at flere flådekommandører var gået over til Skleros' side, skyndte han sig til Konstantinopel og truede med at blokere Dardanellerne.Oprørsflåden under Michael Kourtikios raidede Det Ægæiske Hav og forsøgte at blokere Dardanellerne, men blev besejret af den kejserlige flåde under kommando af Theodoros Karantenos.Efter at have mistet overherredømmet til søs belejrede Skleros straks byen Nicaea, som blev betragtet som en nøgle til hovedstaden.Byen blev befæstet af en vis Manuel Erotikos Komnenos, far til den fremtidige kejser Isaac Komnenos og stamfader til Komnenoi-dynastiet.

Basil tilbagekaldte fra eksilet Bardas Phokas den Yngre, en general, der havde gjort oprør i den tidligere regeringstid og været interneret i et kloster i syv år.Phokas fortsatte til Sebastea i øst, hvor hans familiedemesnes var beliggende.Han kom til en forståelse med David III Kuropalates fra Tao, som lovede 12.000 georgiske ryttere under kommando af Tornikios til Phokas' hjælp.Skleros forlod øjeblikkeligt Nicaea mod øst og besejrede Phokas i to kampe, men sidstnævnte vandt i en tredje.Slagene ved Pankaleia, Charsianon, Sarvenis blev udkæmpet i 978 eller 979 mellem hæren, der var loyal over for den byzantinske kejser Basil II, kommanderet af Bardas Phokas den Yngre, og styrkerne fra oprørsgeneralen Bardas Skleros.Den 24. marts 979 stødte de to ledere sammen i enkeltkamp, ​​hvor Skleros skar det højre øre på Phocas' hest med sin lanse, før han fik et alvorligt sår i hovedet.Rygtet om hans død fik hans hær på flugt, men Skleros fandt selv ly hos sine muslimske allierede.Derpå blev oprøret dæmpet uden besvær.

Fordi bulgarerne havde plyndret byzantinske lande siden 976, forsøgte den byzantinske regering at skabe uenighed blandt dem ved at tillade, at deres fangede kejser Boris II af Bulgarien undslap.Dette kneb mislykkedes, så Basil brugte et pusterum fra sin konflikt med adelen til at lede en 30.000 mand stor hær ind i Bulgarien og belejre Sredets (Sofia) i 986. Da Basil tog tab og var bekymret for nogle af sine guvernørers loyalitet, ophævede han belejringen og vendte tilbage til Thrakien, men han faldt i et baghold og led et alvorligt nederlag i slaget ved Trajans porte.Slaget ved Trajans porte var et slag mellem byzantinske og bulgarske styrker i år 986. Det fandt sted i passet af samme navn, moderne Trayanovi Vrata, i Sofia-provinsen, Bulgarien.Det var byzantinernes største nederlag under kejser Basil II.Efter den mislykkede belejring af Sofia trak han sig tilbage til Thrakien, men blev omringet af den bulgarske hær under kommando af Samuil i Sredna Gora-bjergene.Den byzantinske hær blev udslettet, og Basil selv slap med nød og næppe.

I en kampagne, der mærkeligt efterlignede Skleros' oprør et årti tidligere, udråbte Phokas sig selv til kejser og overmandede det meste af Lilleasien.Skleros blev endelig tilbagekaldt til sit hjemland af Phokas, som udnyttede de bulgarske krige til at sigte mod kronen.Skleros samlede prompte en hær for at støtte Phokas' sag, men hans planer om at drage fordel af de medfølgende lidelser blev frustrerede, da Phokas fik ham i fængsel.Phokas fortsatte med at belejre Abydos og truede dermed med at blokere Dardanellerne.Den vestlige hær var blevet udslettet i slaget ved Trajan Gates og var stadig ved at genopbygge.På dette tidspunkt opnåede Basil II rettidig hjælp, i form af 6.000 varangianske lejesoldater, fra sin svoger Vladimir, den russiske prins af Kiev, og marcherede til Abydos.De to hære stod over for hinanden, da Phokas galopperede frem og søgte personlig kamp med kejseren, der red foran linjerne.Lige da han forberedte sig på at angribe Basil, fik Phokas imidlertid et anfald, faldt fra sin hest og blev fundet død.Hans hoved blev skåret af og bragt til Basil.Dette afsluttede oprøret.På trods af den iboende destruktive karakter af de fleste oprør, gav Bardas Phokas' oprør faktisk det byzantinske rige mange langsigtede fordele.Den mest iøjnefaldende af disse var, at den ressourceudtømte David III nu ikke var i stand til at modstå et koncentreret byzantinsk angreb på hans iberiske territorier, og hans lande blev hurtigt overskredet i årene efter borgerkrigen som gengældelse for hans støtte til Phokas.Rus' kom ud af borgerkrigen, den nyeste kristne stat i Europa, og en af ​​de største, hovedsageligt som et resultat af det diplomati, som oprøret udløste.

For at besejre disse farlige oprør i Anatolien dannede Basil en alliance med prins Vladimir I af Kiev, som i 988 havde erobret Chersonesos, imperiets hovedbase på Krim-halvøen.Vladimir tilbød at evakuere Chersonesos og levere 6.000 af sine soldater som forstærkninger til Basil.Til gengæld krævede han at blive gift med Basils yngre søster Anna.Først tøvede Basil.Byzantinerne betragtede alle folkene i Nordeuropa - nemlig frankere og slaver - som barbarer.Anna protesterede mod at gifte sig med en barbarisk hersker, fordi et sådant ægteskab ikke ville have nogen præcedens i kejserlige annaler.Vladimir havde forsket i forskellige religioner efter at have sendt delegerede til forskellige lande.Ægteskabet var ikke hans hovedårsag til at vælge kristendommen .Da Vladimir lovede at døbe sig selv og omvende sit folk til kristendommen, gik Basil endelig med.Vladimir og Anna blev gift på Krim i 989. Russernes krigere taget ind i Basils hær var medvirkende til at afslutte oprøret;de blev senere organiseret i Varangian Guard .Dette ægteskab havde vigtige langsigtede implikationer, som markerede begyndelsen på den proces, hvorved Storhertugdømmet Moskva mange århundreder senere ville udråbe sig selv "Det Tredje Rom", og gøre krav på det byzantinske imperiums politiske og kulturelle arv.

I 992 indgik Basil en traktat med dogen af ​​Venedig Pietro II Orseolo under betingelser, der reducerede Venedigs told i Konstantinopel fra 30 nomismata til 17 nomismata.Til gengæld gik venetianerne med til at transportere byzantinske tropper til det sydlige Italien i krigstider.Ifølge et skøn kan en byzantinsk jordejerlandmand forvente et overskud på 10,2 nomismata efter at have betalt kontingent for halvdelen af ​​sin jord af bedste kvalitet.Basil var populær blandt landbønderne, den klasse, der producerede det meste af hans hærs forsyninger og soldater.For at sikre, at dette fortsatte, beskyttede Basils love små agrariske ejendomsejere og sænkede deres skatter.På trods af de næsten konstante krige, blev Basils regeringstid betragtet som en æra med relativ velstand for klassen.

Slaget ved Orontes blev udkæmpet den 15. september 994 mellem byzantinerne og deres Hamdanid-allierede under Michael Bourtzes mod styrkerne fra Fatimid -vesiren fra Damaskus, den tyrkiske general Manjutakin.Slaget var en Fatimid-sejr.Dette nederlag førte til den direkte indgriben fra den byzantinske kejser Basil II i en lynkampagne det næste år.Bourtzes' nederlag tvang Basil til at gribe personligt ind i østen;med sin hær red han gennem Lilleasien til Aleppo på seksten dage og ankom i april 995. Basils pludselige ankomst og overdrivelsen af ​​hans hærs styrke, der cirkulerede i Fatimid-lejren, forårsagede panik i Fatimid-hæren, især fordi Manjutakin, der ikke forventede nogen trussel, havde beordret sine rytterheste at blive spredt rundt i byen til græsning.På trods af at have en betydeligt større og veludhvilet hær var Manjutakin dårligt stillet.Han brændte sin lejr og trak sig tilbage til Damaskus uden kamp.Byzantinerne belejrede Tripoli uden held og besatte Tartus, som de befæstede og garnisonerede med armenske tropper.

Belejringen af ​​Aleppo var en belejring af Hamdanid-hovedstaden Aleppo af Fatimid-kalifatets hær under Manjutakin fra foråret 994 til april 995. Manjutakin belejrede byen vinteren over, mens befolkningen i Aleppo sultede og led af sygdom .I foråret 995 appellerede emiren af ​​Aleppo om hjælp fra den byzantinske kejser Basil II.Ankomsten af ​​en byzantinsk nødhjælpshær under kejseren i april 995 tvang de fatimide styrker til at opgive belejringen og trække sig tilbage mod syd.

Slaget ved Spercheios fandt sted i 997 CE, ved bredden af ​​Spercheios-floden nær byen Lamia i det centrale Grækenland.Det blev udkæmpet mellem en bulgarsk hær ledet af zar Samuil, som i det foregående år var trængt sydpå ind i Grækenland , og en byzantinsk hær under kommando af general Nikephoros Ouranos.Den byzantinske sejr ødelagde praktisk talt den bulgarske hær og afsluttede dens razziaer i det sydlige Balkan og Grækenland.

I 998 indledte byzantinerne under Damian Dalassenos, Bourtzes' efterfølger, et angreb på Apamea, men den fatimide general Jaysh ibn al-Samsama besejrede dem i kamp den 19. juli 998. Slaget var en del af en række militære konfrontationer mellem de to magter over kontrollen med det nordlige Syrien og Hamdanid-emiratet Aleppo.Den byzantinske regionale kommandant, Damian Dalassenos, havde belejret Apamea, indtil Fatimidernes nødhjælpshær ankom fra Damaskus under Jaysh ibn Samsama.I det efterfølgende slag var byzantinerne i første omgang sejrrige, men en enlig kurdisk rytter formåede at dræbe Dalassenos, hvilket kastede den byzantinske hær i panik.De flygtende byzantinere blev derefter forfulgt, med mange tab af menneskeliv, af de fatimidiske tropper.Dette nederlag tvang den byzantinske kejser Basil II til personligt at føre valgkamp i regionen det næste år, og blev i 1001 fulgt af indgåelsen af ​​en ti-årig våbenhvile mellem de to stater.

I 1000 blev der indgået en ti-årig våbenhvile mellem de to stater.I resten af ​​Al-Hakim bi-Amr Allahs (r. 996-1021) regeringstid forblev forholdet fredeligt, da al-Hakim var mere interesseret i interne anliggender.Selv anerkendelsen af ​​Fatimid- herredømmet af Abu Muhammad Lu'lu' al-Kabir fra Aleppo i 1004 og den Fatimid-sponserede del af Aziz al-Dawla som byens emir i 1017 førte ikke til en genoptagelse af fjendtlighederne, især fordi al- Kabir fortsatte med at hylde byzantinerne, og al-Dawla begyndte hurtigt at optræde som en uafhængig hersker.Al-Hakims forfølgelse af kristne i hans rige og især ødelæggelsen af ​​Den Hellige Gravs Kirke i 1009 på hans ordre anstrengte forholdet og udgjorde sammen med Fatimid-indblanding i Aleppo hovedfokus for Fatimid-byzantinske diplomatiske forbindelser indtil slutningen af ​​1030'erne.

Efter 1000 vendte krigens tidevand til fordel for byzantinerne under personlig ledelse af Basil II, som lancerede årlige kampagner for metodisk erobring af de bulgarske byer og fæstninger, som nogle gange blev gennemført i alle årets tolv måneder i stedet for de sædvanlige epokens korte felttog med tropperne på vej hjem til vinteren.I 1001 beslaglagde de Pliska og Preslav i øst

I 1003 indledte Basil II en kampagne mod det første bulgarske imperium og erobrede efter otte måneders belejring den vigtige by Vidin mod nordvest.Det bulgarske modangreb i den modsatte retning mod Odrin distraherede ham ikke fra sit mål, og efter at have grebet Vidin marcherede han sydpå gennem Moravas dal og ødelagde de bulgarske slotte på sin vej.Til sidst nåede Basil II i nærheden af ​​Skopje og fandt ud af, at den bulgarske hærs lejr lå meget tæt på den anden side af Vardar-floden.Samuil fra Bulgarien stolede på det høje vand i floden Vardar og tog ingen alvorlige forholdsregler for at sikre lejren.Mærkeligt nok var omstændighederne de samme som ved slaget ved Spercheios syv år tidligere, og kampens scenarie var det samme.Det lykkedes byzantinerne at finde en fjord, krydsede floden og angreb de hensynsløse bulgarere om natten.Ude af stand til at modstå effektivt trak bulgarerne sig hurtigt tilbage og efterlod lejren og Samuils telt i hænderne på byzantinerne.Under dette slag lykkedes det Samuil at flygte og drog mod øst.

Slaget ved Kreta fandt sted i 1009 nær landsbyen Kreta øst for Thessaloníki.Siden den bulgarske hovedstad Preslavs fald til byzantinerne i 971 var der en konstant krigstilstand mellem de to imperier.Fra 976 kæmpede den bulgarske adelige og senere kejser Samuel med succes mod byzantinerne, men fra begyndelsen af ​​det 11. århundrede begunstigede formuen Byzans, som kom sig over tidligere alvorlige tab.Fra 1002 lancerede Basil II årlige kampagner mod Bulgarien og erobrede mange byer.I 1009 engagerede byzantinerne den bulgarske hær øst for Thessaloníki.Lidt er kendt for selve slaget, men resultatet var en byzantinsk sejr.

I 1000 havde Basil bekæmpet sin egen adel og besejret den islamiske trussel fra øst, og ledet derfor endnu en invasion af Bulgarien .Denne gang i stedet for at marchere ind i midten af ​​landet, annekterede han det lidt efter lidt.Til sidst, efter at have nægtet Bulgarien omkring en tredjedel af landets land, risikerede bulgarerne alt i et slag i 1014.Slaget ved Kleidion fandt sted i dalen mellem bjergene Belasitsa og Ograzhden, nær den moderne bulgarske landsby Klyuch.Det afgørende møde fandt sted den 29. juli med et angreb bagtil af en styrke under den byzantinske general Nikephoros Xiphias, som havde infiltreret de bulgarske stillinger.Slaget ved Kleidion var en katastrofe for bulgarerne, og den byzantinske hær fangede 15.000 fanger;99 ud af hver 100 blev blændet, og den 100. blev skånet for det ene øje for at guide resten tilbage til deres hjem.Bulgarerne gjorde modstand indtil 1018, da de endelig underkastede sig Basil II's styre.

Slaget ved Bitola fandt sted nær byen Bitola på bulgarsk territorium mellem en bulgarsk hær under kommando af voivode Ivats og en byzantinsk hær ledet af strategos George Gonitsiates.Det var et af de sidste åbne slag mellem Det Første Bulgarske Rige og Det Byzantinske Rige.Bulgarerne vandt, og den byzantinske kejser Basil II måtte trække sig tilbage fra den bulgarske hovedstad Ohrid, hvis ydermure på det tidspunkt allerede var gennembrudt af bulgarerne.Den bulgarske sejr udsatte dog kun Bulgariens fald til byzantinsk styre i 1018.

I 1017 invaderede Basil II Bulgarien med en stor hær inklusive Rus' lejesoldater.Hans mål var byen Kastoria, som kontrollerede vejen mellem Thessalien og det moderne Albaniens kyst.Basil tog den lille fæstning Setina beliggende mellem Ostrovo og Bitola syd for floden Cherna.Bulgarerne under kommando af Ivan Vladislav marcherede til den byzantinske lejr.Basil II sendte stærke enheder under Diogenes for at slå bulgarerne tilbage, men tropperne fra den byzantinske kommandant blev overfaldet i et baghold.For at redde Diogenes drog den 60-årige byzantinske kejser videre med resten af ​​sin hær.Da bulgarerne forstod, at de trak sig tilbage forfulgt af Diogenes.Ifølge den byzantinske historiker John Skylitzes havde bulgarerne mange ofre, og 200 blev taget til fange.

Efter slaget ved Kleidon fortsatte modstanden i fire år mere under Gavril Radomir og Ivan Vladislav, men efter sidstnævntes død under belejringen af ​​Dyrrhachium overgav adelen sig til Basil II, og Bulgarien blev annekteret af det byzantinske imperium.Det bulgarske aristokrati beholdt sine privilegier, selvom mange adelsmænd blev overført til Lilleasien, og dermed fratog bulgarerne deres naturlige ledere.

Bagrats søn George I lancerede en kampagne for at genoprette Kuropalates' arv efter Georgien og besatte Tao i 1015-1016.Han indgik en alliance med den fatimide kalif iEgypten , al-Hakim, og tvang Basil til at afstå fra en akut reaktion på Georges offensiv.Så snart Bulgarien blev erobret i 1018 og al-Hakim var død, førte Basil sin hær mod Georgien.Forberedelserne til en større kampagne mod Kongeriget Georgien blev sat i gang, begyndende med genbefæstelsen af ​​Theodosiopolis.I slutningen af ​​1021 angreb Basil, i spidsen for en stor byzantinsk hær, forstærket af Varangian Guard, georgierne og deres armenske allierede, genoprettede Phasiane og fortsatte ud over Taos grænser ind i det indre Georgien.Kong George brændte byen Oltisi for at forhindre, at den faldt til fjenden og trak sig tilbage til Kola.Et blodigt slag blev udkæmpet nær landsbyen Shirimni ved Palakazio-søen den 11. september;kejseren vandt en kostbar sejr og tvang George I til at trække sig nordpå ind i sit rige.Basil plyndrede landet og trak sig tilbage for vinteren til Trebizond.

George modtog forstærkninger fra Kakhetianerne og allierede sig med de byzantinske befalingsmænd Nicephorus Phocas og Nicephorus Xiphias i deres mislykkede opstand i kejserens bagland.I december overgav Georges allierede, den armenske konge Senekerim af Vaspurakan, som blev chikaneret af Seljuk-tyrkerne , sit rige til kejseren.I løbet af foråret 1022 indledte Basil en sidste offensiv og vandt en knusende sejr over georgierne ved Svindax.Truet både af land og hav overgav kong George Tao, Phasiane, Kola, Artaan og Javakheti og efterlod sin spæde søn Bagrat som gidsel i Basils hænder.I kølvandet på konflikten blev George I af Georgia tvunget til at forhandle en fredsaftale, der afsluttede de byzantinsk-georgiske krige over arven efter David III af Taos domæner.

Basil II sikrede senere annekteringen af ​​Armeniens underkongeriger og et løfte om, at dets hovedstad og de omkringliggende regioner ville blive viljet til Byzans efter dets kong Hovhannes-Smbats død.I 1021 sikrede han også kongeriget Vaspurakan afståelse af dets kong Seneqerim-John i bytte for godser i Sebasteia. Basil skabte en stærkt befæstet grænse i disse højland.Andre byzantinske styrker genoprettede en stor del af det sydlige Italien, som var gået tabt i løbet af de foregående 150 år.Basil var ved at forberede en militær ekspedition for at genvinde øen Sicilien, da han døde den 15. december 1025, efter at have haft den længste regeringstid blandt enhver byzantinsk eller romersk kejser.På tidspunktet for hans død strakte imperiet sig fra det sydlige Italien til Kaukasus og fra Donau til Levanten, hvilket var dets største territoriale udstrækning siden de muslimske erobringer fire århundreder tidligere.

Konstantin VIII Porphyrogenitus var de jure byzantinsk kejser fra 962 til sin død.Han var den yngre søn af kejser Romanos II og kejserinde Theophano.Han var nominel medkejser i 63 år (længere end nogen anden), successivt med sin far;stedfar, Nikephoros II Phokas;onkel, John I Tzimiskes;og bror, Basil II.Basil's død den 15. december 1025 efterlod Konstantin som eneste kejser.Konstantin udviste en livslang mangel på interesse for politik, statshåndværk og militæret, og under hans korte eneperiode led regeringen i det byzantinske imperium af dårlig ledelse og omsorgssvigt.Han havde ingen sønner og blev i stedet efterfulgt af Romanos Argyros, mand til hans datter Zoë.Begyndelsen på det byzantinske riges forfald har været forbundet med Konstantins overtagelse af tronen.Hans regeringstid er blevet beskrevet som "en uforløst katastrofe", "et opbrud af systemet" og årsagen til "et sammenbrud af imperiets militære magt".

Romanos III Argyros var byzantinsk kejser fra 1028 til sin død.Romanos er blevet registreret som en velmenende, men ineffektiv kejser.Han desorganiserede skattesystemet og underminerede militæret og ledte personligt en katastrofal militær ekspedition mod Aleppo.Han faldt ud med sin kone og forhindrede flere forsøg på sin trone, herunder to, der drejede sig om hans svigerinde Theodora.Han brugte store beløb på opførelse og reparation af kirker og klostre.Han døde efter seks år på tronen, angiveligt myrdet og blev efterfulgt af sin kones unge elsker, Michael IV.

Romanos stod over for flere sammensværgelser, for det meste centreret om sin svigerinde Theodora.I 1029 planlagde hun at gifte sig med den bulgarske prins Presian og tilrane sig tronen.Plottet blev opdaget, Presian blev blindet og tonsureret som en munk, men Theodora blev ikke straffet.I 1031 blev hun impliceret i en anden sammensværgelse, denne gang med Konstantin Diogenes, Sirmiums arkon, og blev tvangsindspærret i klostret Petrion.

I 1030 besluttede Romanos III at lede en hær personligt mod Mirdasiderne i Aleppo, på trods af at de havde accepteret byzantinerne som overherrer, med katastrofale resultater.Hæren slog lejr ved et vandløst sted, og dens spejdere blev overfaldet.Et angreb fra det byzantinske kavaleri blev besejret.Den nat holdt Romanos et kejserligt råd, hvor de demoraliserede byzantinere besluttede at opgive felttoget og vende tilbage til byzantinsk territorium.Romanos beordrede også, at hans belejringsmotorer skulle brændes.Den 10. august 1030 forlod hæren sin lejr og drog til Antiokia.Disciplinen brød sammen i den byzantinske hær, hvor armenske lejesoldater brugte tilbagetrækningen som en mulighed for at plyndre lejrens lagre.Emiren af ​​Aleppo indledte et angreb, og den kejserlige hær brød og flygtede.Kun den kejserlige livvagt, Hetaireia, holdt stand, men Romanos blev næsten taget til fange.Beretningerne varierer på kamptabene: John Skylitzes skrev, at byzantinerne led en "forfærdelig nedtur", og at nogle tropper blev dræbt i et kaotisk stormløb af deres medsoldater, Yahya af Antiochia skrev, at byzantinerne led bemærkelsesværdigt få tab.Ifølge Yahya var to højtstående byzantinske officerer blandt de dræbte, og en anden officer blev taget til fange af araberne.Efter dette nederlag blev hæren en "til grin".

Efter nederlaget ved Azaz fanger og forsvarer Maniakes Edessa mod araberne.Han besejrer også en saracensk flåde i Adriaterhavet.

En mand af ydmyg oprindelse, Michael skyldte sin ophøjelse til sin bror Johannes Orphanotrophus, en indflydelsesrig og dygtig eunuk, som bragte ham for retten, hvor den gamle makedonske kejserinde Zoe forelskede sig i ham og giftede sig med ham ved hendes mands, Romanus' død. III, i april 1034.Michael IV Paphlagonieren, smuk og energisk, havde dårligt helbred og betroede det meste af regeringens virksomhed til sin bror.Han mistroede Zoë og gik langt for at sikre, at han ikke led samme skæbne som sin forgænger.Imperiets formuer under Michaels regeringstid var blandet.Hans mest triumferende øjeblik kom i 1041, da han ledede den kejserlige hær mod bulgarske oprørere.

Johns reformer af hæren og det finansielle system genoplivede imperiets styrke mod dets udenlandske fjender, men øgede skatterne, hvilket forårsagede utilfredshed blandt adelen og almuen.Johns monopol på regeringen og indførelsen af ​​sådanne skatter som Aerikon førte til flere sammensværgelser mod ham og Michael.Dårlig høst og hungersnød forårsaget af dårligt vejr og af en græshoppeplag i 1035 forværrede utilfredsheden.Da Michael forsøgte at udøve en vis kontrol over Aleppo, drev de lokale borgere den kejserlige guvernør væk.Der var oprør i Antiokia, Nicopolis og i Bulgarien .Lokale muslimske emirer angreb Edessa i 1036 og 1038 e.Kr., og belejringen i 1036 blev kun afsluttet gennem rettidig indgriben fra byzantinske styrker fra Antiokia.Den georgiske hær angreb de østlige provinser i 1035 og 1038 e.Kr., selvom den georgiske general Liparit i 1039 inviterede byzantinerne ind i Georgien for at vælte Bagrat IV og erstatte ham med sin halvbror, Demetre, og selvom plottet i sidste ende mislykkedes, tillod det. byzantinerne til at gribe ind i Georgien i krigene mellem Liparit og Bagrat i de næste to årtier.

Michael indgik også en ti-årig våbenhvile med Fatimiderne , hvorefter Aleppo ophørte med at være et stort krigsteater for Det Byzantinske Rige.Byzans ogEgypten var enige om ikke at hjælpe den andens fjender.

På vestfronten beordrede Michael og John generalen George Maniakes til at drive araberne ud af Sicilien.Maniakes blev assisteret af Varangian Guard, som på det tidspunkt blev ledet af Harald Hardrada , som senere blev konge af Norge.I 1038 landede Maniakes i det sydlige Italien og erobrede snart Messina.Han besejrede derefter de spredte arabiske styrker og erobrede byer i den vestlige og sydlige del af øen.I 1040 havde han stormet og indtaget Syracuse.Det lykkedes ham næsten at fordrive araberne fra øen, men Maniakes faldt derefter ud med sine lombardiske allierede, mens hans normanniske lejesoldater, utilfredse med deres løn, forlod den byzantinske general og rejste et oprør på det italienske fastland, hvilket resulterede i det midlertidige tab af Bari.Maniakes var ved at slå til mod dem, da han blev tilbagekaldt af Johannes Eunuch på mistanke om sammensværgelse.Efter Maniakes' tilbagekaldelse gik de fleste af de sicilianske erobringer tabt, og en ekspedition mod normannerne led adskillige nederlag, selvom Bari til sidst blev generobret.

Mellem 1038 og 1040 kæmpede normannerne på Sicilien sammen med langobarderne som lejesoldater for Det Byzantinske Rige mod Kalbiderne.Da den byzantinske general George Maniakes offentligt ydmygede den salernitanske leder, Arduin, trak langobarderne sig ud af kampagnen sammen med normannerne og den varangianske garde-kontingent.Efter at Maniakes blev tilbagekaldt til Konstantinopel, udnævnte den nye katapan i Italien, Michael Doukeianos, Arduin til hersker over Melfi.Melfi sluttede sig dog hurtigt til andre apuliske langobarder i et oprør mod byzantinsk styre, hvor de blev støttet af Vilhelm I af Hauteville og normannerne.Byzantinerne formåede imidlertid at købe de nominelle ledere af oprøret af - først Atenulf, bror til Pandulf III af Benevento, og derefter Argyrus.I september 1042 valgte normannerne deres egen leder og ignorerede Arduin.Oprøret, oprindeligt Lombard, var blevet normannisk i karakter og lederskab.

Peter Delyans opstand, som fandt sted i 1040-1041, var et stort bulgarsk oprør mod det byzantinske imperium i temaet Bulgarien.Det var det største og bedst organiserede forsøg på at genoprette det tidligere bulgarske imperium indtil Ivan Asen I's og Petar IV's oprør i 1185.

Den byzantinske kejser Michael IV forberedte et stort felttog for endelig at besejre bulgarerne .Han samlede en elitehær på 40.000 mand med dygtige generaler og bevægede sig konstant i en kampformation.Der var mange lejesoldater i den byzantinske hær, inklusive Harald Hardrada med 500 varangianere.Fra Thessaloniki trængte byzantinerne ind i Bulgarien og besejrede bulgarerne ved Ostrovo i sensommeren 1041. Det ser ud til, at varangianerne havde en afgørende rolle i sejren, da deres høvding i de nordiske sagaer hyldes som "ødelæggeren af ​​Bulgarien".Selvom han var blind, havde Petar Delyan kommandoen over hæren.Hans skæbne er ukendt;enten omkom han i slaget eller blev taget til fange og ført til Konstantinopel.Snart eliminerede byzantinerne modstanden fra Delyans resterende voivodes, Botko omkring Sofia og Manuil Ivats i Prilep, og afsluttede dermed det bulgarske oprør.

Slaget ved Olivento blev udkæmpet den 17. marts 1041 mellem det byzantinske imperium og normannerne i det sydlige Italien og deres lombardiske allierede nær Olivento-floden i Apulien, det sydlige Italien.Slaget ved Olivento var det første af de talrige succeser, som normannerne opnåede i deres erobring af det sydlige Italien.Efter slaget erobrede de Ascoli, Venosa, Gravina di Puglia.Det blev fulgt af andre normanneres sejre over byzantinerne i kampene ved Montemaggiore og Montepeloso.

Slaget ved Montemaggiore (eller Monte Maggiore) blev udkæmpet den 4. maj 1041, ved floden Ofanto nær Cannae i det byzantinske Italien, mellem Lombard-normanniske oprørsstyrker og det byzantinske imperium.Den normanniske William Iron Arm ledede forseelsen, som var en del af et større oprør, mod Michael Dokeianos, den byzantinske katepan i Italien.Byzantinerne led store tab i slaget og blev til sidst besejret, og de resterende styrker trak sig tilbage til Bari.Dokeianos blev erstattet og overført til Sicilien som følge af slaget.Sejren forsynede normannerne med stigende mængder af ressourcer, såvel som en fornyet bølge af riddere, der sluttede sig til oprøret.

Den 3. september 1041 ved slaget ved Montepeloso besejrede normannerne (nominelt under Arduin og Atenulf) den byzantinske katepan Exaugustus Boioannes og bragte ham til Benevento.Omkring det tidspunkt begyndte Guaimar IV af Salerno at tiltrække normannerne.Den afgørende oprørers sejr tvang byzantinerne til at trække sig tilbage til kystbyerne og efterlod normannerne og langobarderne i kontrol over hele det indre af det sydlige Italien.

Natten mellem den 18. april og den 19. april 1042 forviste Michael V sin adoptivmor og medhersker Zoe, for at planlægge at forgifte ham, til øen Principo, hvorved han blev enekejser.Hans annoncering af begivenheden om morgenen førte til et folkelig oprør;paladset var omgivet af en pøbel, der krævede Zoes øjeblikkelige restaurering.Kravet blev imødekommet, og Zoe blev bragt tilbage, dog i en nonnes vane.At præsentere Zoe for folkemængderne i Hippodromen dæmpede ikke offentlighedens forargelse over Michaels handlinger.Masserne angreb paladset fra flere retninger.Kejserens soldater forsøgte at bekæmpe dem, og den 21. april var anslået tre tusinde mennesker fra begge sider døde.En gang inde i paladset, plyndrede pøbelen værdigenstande og rev skatterullerne op.Også den 21. april 1042 blev Zoes søster Theodora, som var blevet fjernet fra sit nonnekloster mod sin vilje tidligere i opstanden, udnævnt til kejserinde.Som svar flygtede Michael for at søge sikkerhed i klosteret Stoudion sammen med sin tilbageværende onkel.Selvom han havde aflagt klosterløfter, blev Michael arresteret, blindet, kastreret og sendt til et kloster.Han døde som munk den 24. august 1042.

Theodora Porphyrogenita blev først sent i sit liv involveret i politiske anliggender.Hendes far Konstantin VIII var medhersker af Det Byzantinske Rige i 63 år og derefter enekejser fra 1025 til 1028. Efter at han døde, regerede hans ældre datter Zoë sammen med sine mænd, derefter hendes adoptivsøn Michael V, og holdt Theodora nøje overvåget.Efter to forpurrede planer blev Theodora forvist til et ø-kloster i Marmarahavet i 1031. Et årti senere rejste befolkningen i Konstantinopel sig mod Michael V og insisterede på, at hun skulle vende tilbage for at regere sammen med sin søster Zoë.I 16 måneder regerede hun som kejserinde i sin egen ret, før hun bukkede under for en pludselig sygdom og døde som 76-årig. Hun var den sidste hersker af den makedonske linje.

Constantine IX Monomachos, regerede som byzantinsk kejser fra juni 1042 til januar 1055. Han var blevet valgt af kejserinde Zoë Porphyrogenita som ægtemand og medkejser i 1042, selvom han var blevet forvist for at have konspireret mod hendes tidligere mand, kejser Michael IV Paphlagonian. .De regerede sammen indtil Zoë døde i 1050, og regerede derefter med Theodora Porphyrogenita indtil 1055.Under Konstantins regeringstid ledede han det byzantinske imperium i krige mod grupper, som omfattede Kievan Rus ', Pechenegerne og i øst mod de opvoksende Seljuq-tyrkere .Konstantin mødte disse angreb med varierende succes, ikke desto mindre forblev imperiets grænser stort set intakte siden erobringerne af Basil II, og Konstantin ville i sidste ende udvide dem mod øst og annektere det velhavende armenske kongerige Ani.Som sådan kan han betragtes som den sidste effektive hersker over Byzans højtid.Året før hans død, i 1054, fandt det store skisma mellem den østlige ortodokse og romersk-katolske kirke sted, som kulminerede med, at pave Leo IX ekskommunikerede patriarken Michael Keroularios.Konstantin var klar over de politiske og religiøse konsekvenser af en sådan splittelse, men hans forsøg på at forhindre det havde været forgæves.

I august 1042 fritog kejseren general George Maniakes fra sin kommando i Italien, og Maniakes gjorde oprør og erklærede sig selv som kejser i september.Maniakes præstationer på Sicilien blev stort set ignoreret af kejseren.Den person, der var særlig ansvarlig for at antagonisere Maniakes til oprør, var en Romanus Sclerus.Sclerus var ligesom Maniakes en af ​​de uhyre velhavende godsejere, der ejede store områder af Anatolien - hans godser var nabo til Maniakes, og de to rygtedes at have angrebet hinanden under et skænderi om land.Sclerus skyldte sin indflydelse over kejseren til sin berømte charmerende søster Sclerina, som på de fleste områder havde en meget positiv indflydelse på Konstantin.Da han befandt sig i en magtposition, brugte Sclerus den til at forgifte Konstantin mod Maniakes – ransagede sidstnævntes hus og forførte endda sin kone ved at bruge den charme, hans familie var berømt for.Maniakes' svar, da han stod over for Sclerus, der krævede, at han skulle overdrage kommandoen over imperiets styrker i Apulien til ham, var at torturere sidstnævnte brutalt til døde efter at have forseglet hans øjne, ører, næse og mund med ekskrementer.Maniakes blev derefter udråbt til kejser af sine tropper (inklusive varangianerne) og marcherede mod Konstantinopel.I 1043 stødte hans hær sammen med tropper, der var loyale over for Konstantin nær Thessalonika, og skønt det i begyndelsen lykkedes, blev Maniakes dræbt under nærkampene efter at have modtaget et dødeligt sår (ifølge Psellus' beretning).Konstantins ekstravagante straf af de overlevende oprørere var at paradere dem i Hippodromen, siddende baglæns på æsler.Med hans død ophørte oprøret.

Den sidste byzantinsk-russiske krig var i bund og grund et mislykket flådeangreb mod Konstantinopel, som Yaroslav I af Kiev havde iværksat og ledet af hans ældste søn, Vladimir af Novgorod, i 1043. Årsagerne til krigen er omstridte, ligesom dens forløb.Michael Psellus, et øjenvidne til slaget, efterlod en hyperbolsk beretning, der beskriver, hvordan det invaderende Kievan Rus ' blev udslettet af en overlegen kejserlig flåde med græsk ild ud for den anatolske kyst.Ifølge de slaviske krøniker blev den russiske flåde ødelagt af en storm.

I 1047 blev Konstantin konfronteret med oprøret fra sin nevø Leo Tornikios, som samlede tilhængere i Adrianopel og blev udråbt til kejser af hæren.Tornikios blev tvunget til at trække sig tilbage, mislykkedes i endnu en belejring og blev taget til fange under sin flugt.

I 1045 annekterede Konstantin det armenske kongerige Ani, men denne udvidelse udsatte blot imperiet for nye fjender.I 1046 kom byzantinerne for første gang i kontakt med Seljuk-tyrkerne .De mødtes i slaget ved Kapetron i Armenien i 1048 og afgjorde en våbenhvile året efter.

Tornikios-oprøret havde svækket det byzantinske forsvar på Balkan, og i 1048 blev området angrebet af pechenegerne, som fortsatte med at plyndre det i de næste fem år.Kejserens bestræbelser på at begrænse fjenden gennem diplomati forværrede blot situationen, da rivaliserende Pecheneg-ledere stødte sammen på byzantinsk grund, og Pecheneg-bosættere fik lov til at leve i kompakte bosættelser på Balkan, hvilket gjorde det vanskeligt at undertrykke deres oprør.Pecheneg-oprøret varede fra 1049 til 1053. Selvom konflikten endte med en forhandling om gunstige vilkår med oprørerne, demonstrerede den også forværringen af ​​den byzantinske hær.Dets manglende evne til at besejre oprørerne varslede de fremtidige tab mod Seljuk-tyrkerne i øst og normannerne i vest.

Omkring 1053 opløste Konstantin IX, hvad historikeren John Skylitzes kalder "Iberian Army", og konverterede sine forpligtelser fra militærtjeneste til betaling af skat, og den blev forvandlet til en moderne Drungary of the Watch.To andre vidende samtidige, de tidligere embedsmænd Michael Attaleiates og Kekaumenos, er enige med Skylitzes i, at Konstantin ved at demobilisere disse soldater gjorde katastrofal skade på imperiets østlige forsvar.

Slaget ved Zygos Pass var en kamp mellem det byzantinske imperium og pechenegerne.For at bekæmpe Pecheneg-oprøret sendte den byzantinske kejser Konstantin IX en byzantinsk hær under kommando af Basil Synkellos, Nikephoros III og Doux fra Bulgarien for at bevogte Donau.Mens de marcherede til deres station, gik pechenegerne i baghold og ødelagde den byzantinske hær.Overlevende tropper, ledet af Nikephoros, undslap.De rejste i 12 dage til Adrianopel, mens de var under konstante Pecheneg-angreb.Nikephoros III blev først kendt efter sine handlinger under slaget.Resulterer i en forfremmelse til magistros.Som en konsekvens af det byzantinske nederlag i dette slag blev kejser Konstantin IX tvunget til at sagsøge for fred.

Det øst-vestlige skisma (også kendt som det store skisma eller skisma fra 1054) var det fællesskabsbrud, der fandt sted i det 11. århundrede mellem de vestlige og østlige kirker.Umiddelbart efter skismaet anslås det, at den østlige kristendom omfattede et lille flertal af kristne på verdensplan, hvor størstedelen af ​​de resterende kristne var vestlige.Skismaet var kulminationen på teologiske og politiske forskelle, som havde udviklet sig i løbet af de foregående århundreder mellem østlig og vestlig kristendom.

Da Constantine døde, vendte den 74-årige Theodora tilbage til tronen på trods af voldsom modstand fra domstolsembedsmænd og militære sagsøgere.I 16 måneder regerede hun som kejserinde i sin egen ret.Da Theodora var seksoghalvfjerds, talte patriarken Michael Keroularios for, at Theodora forfremmede en undersåt til tronen gennem ægteskab med hende for at sikre en arv.Hun nægtede at overveje ægteskab, uanset hvor symbolsk.Hun nægtede også at nævne en arving til tronen.Theodora blev alvorligt syg med en tarmlidelse i slutningen af ​​august 1056. Den 31. august mødtes hendes rådgivere, ledet af Leo Paraspondylos, for at beslutte, hvem hun skulle anbefale hende som efterfølger.Ifølge Psellus valgte de Michael Bringas, en gammel embedsmand og tidligere militær finansminister, hvis hovedattraktion var, at "han var mindre kvalificeret til at regere, end han var til at blive styret og styret af andre".Theodora var ude af stand til at tale, men Paraspondylos besluttede, at hun havde nikket på et passende tidspunkt.Da patriarken hørte dette, nægtede han at tro på det.Til sidst blev han overtalt og Bringas blev kronet som Michael VI.Theodora døde få timer senere og med hendes død sluttede det makedonske dynastis 189-årige styre.

I denne periode nåede den byzantinske stat sin største udstrækning siden de muslimske erobringer .Imperiet udvidede sig også i denne periode og erobrede Kreta, Cypern og det meste af Syrien.Det makedonske dynasti oplevede den byzantinske renæssance, en tid med øget interesse for klassisk videnskab og assimilering af klassiske motiver i kristne kunstværker.Forbuddet mod at male religiøse figurer og idoler blev ophævet, og æraen producerede klassiske fremstillinger og mosaikker, der afbilder dem.Det makedonske dynasti oplevede dog også stigende utilfredshed og konkurrence om jord blandt adelsmænd i temasystemet, hvilket svækkede kejsernes autoritet og førte til ustabilitet.I hele denne periode var der stor konkurrence blandt adelsmænd om jord i temasystemet.Da sådanne guvernører kunne opkræve skatter og kontrollere de militære styrker af deres temaer, blev de uafhængige af kejserne og handlede uafhængigt, hvilket svækkede kejsernes autoritet.De havde en tendens til at øge skatterne på småbønder for at berige sig selv og derved forårsage massiv utilfredshed.Den makedonske periode omfattede også begivenheder af betydningsfuld religiøs betydning.Omdannelsen af ​​bulgarerne , serbere og russere til den ortodokse kristendom ændrede permanent det religiøse kort over Europa og påvirker stadig demografien i dag.Cyril og Methodius , to byzantinske græske brødre, bidrog væsentligt til kristningen af ​​slaverne og udtænkte i processen det glagolitiske alfabet, stamfader til den kyrilliske skrift.