Efter Anden Verdenskrig ogjapanernes overgivelse gennemgik Burma en periode med politisk turbulens.Aung San, lederen, der havde allieret sig med japanerne, men senere vendte sig mod dem, var i fare for at blive retsforfulgt for et mord i 1942, men britiske myndigheder anså det for umuligt på grund af hans popularitet.^[77] Den britiske guvernør Sir Reginald Dorman-Smith vendte tilbage til Burma og prioriterede fysisk genopbygning frem for uafhængighed, hvilket forårsagede gnidninger med Aung San og hans Anti-Fascist People's Freedom League (AFPFL).Splittelser opstod i selve AFPFL mellem kommunister og socialister.Dorman-Smith blev senere erstattet af Sir Hubert Rance, som formåede at dæmpe en eskalerende strejkesituation ved at invitere Aung San og andre AFPFL-medlemmer til guvernørens eksekutivråd.Eksekutivrådet under Rance indledte forhandlinger om Burmas uafhængighed, hvilket resulterede i Aung San-Attlee-aftalen den 27. januar 1947. ^[77] Dette efterlod imidlertid fraktioner inden for AFPFL utilfredse, hvilket skubbede nogle til opposition eller underjordiske aktiviteter.Det lykkedes også Aung San at bringe etniske minoriteter ind i folden gennem Panglong-konferencen den 12. februar 1947, som fejres som Unionens dag.AFPFL's popularitet blev bekræftet, da den vandt afgørende ved valget til den grundlovgivende forsamling i april 1947.Tragedien ramte den 19. juli 1947, da Aung San og flere af hans kabinetsmedlemmer blev myrdet, ^[77] en begivenhed, der nu mindes som Martyrernes Dag.Efter hans død brød oprør ud i flere regioner.Thakin Nu, en socialistisk leder, blev bedt om at danne en ny regering og overvågede Burmas uafhængighed den 4. januar 1948. I modsætning tilIndien og Pakistan valgte Burma ikke at tilslutte sig Commonwealth of Nations, hvilket afspejlede den stærke anti-britiske stemning i landet kl. tiden.^[77]