Sekspunktsbevægelsen, initieret i 1966 af Sheikh Mujibur Rahman fra Østpakistan, søgte større autonomi for regionen.^[5] Denne bevægelse, hovedsageligt ledet af Awami Ligaen, var et svar på den opfattede udnyttelse af Østpakistan af vestpakistanske herskere og ses som et væsentligt skridt mod Bangladeshs uafhængighed.I februar 1966 indkaldte oppositionsledere i Østpakistan til en national konference for at diskutere den politiske situation efter Tasjkent.Sheikh Mujibur Rahman, der repræsenterer Awami League, deltog i konferencen i Lahore.Han foreslog de seks punkter den 5. februar med det formål at inkludere dem på konferencens dagsorden.Hans forslag blev dog afvist, og Rahman blev stemplet som separatist.Derfor boykottede han konferencen den 6. februar.Senere samme måned accepterede Awami Ligaens arbejdsudvalg enstemmigt de seks point.Six-Point-forslaget blev født ud fra et ønske om at give Østpakistan mere autonomi.På trods af at de udgør størstedelen af ​​Pakistans befolkning og bidrager væsentligt til landets eksportindtægter gennem produkter som jute, følte østpakistanere sig marginaliseret i politisk magt og økonomiske fordele i Pakistan.Forslaget stod over for afvisning fra vestpakistanske politikere og nogle ikke-Awami League-politikere fra Østpakistan, herunder præsidenten for All Pakistan Awami League, Nawabzada Nasarullah Khan, samt partier som National Awami Party, Jamaat-i-Islami og Nizam-i-Islam.På trods af denne modstand opnåede bevægelsen betydelig støtte blandt flertallet af Østpakistansk befolkning.